login

Hvad er en narhval?


Monodon monoceros

  • Hanner: 4-6,2 m. (uden stødtand)
  • Hunner 3,4-5 m.
  • Nyfødte: 1,5 m
  • Føde: Bred vifte af fisk f.eks. sild, torsk, helleflynder, laks samt blæksprutter og krebsdyr.
  • Lever mest langt fra kysten.
  • Status: Utilstrækkelig kendt, men fanges ikke kommercielt.

Narhvalens stødtand er kilden til myten om enhjørningen.
Narhvaler har, som hvidhvaler to tænder, der begge sidder i overkæben. Hos hunnerne bryder de kun meget undtagelsesvist frem, men hos hannerne udvikles den venstre tand meget, og bliver til den op til 3 meter lange, spiralsnoet stødtand, mens højre tand forbliver inde i kæben.

Stødtanden bruges på samme måde som hjortens gevir: Hannen med den flotteste og største stødtand får sandsynligvis den største ynglesucces. Det meste af stødtanden er hul, og ca. hver tredje man ser, er faktisk enten brækket eller beskadiget.

Narhvalen udgør sammen med hvidhvalen en selvstændig familie, der dog knytter sig tæt til både delfin og marsvinfamilien. På grund af stødtanden er narhvalhunner umiskendelige. Kun hunner og unger, som lever i flokke uden hanner, kan til tider forveksles med hvidhvaler. Hovedformen er ens hos narhval og hvidhval. Rundt og med en svag antydning af næb.

Narhvaler bliver nogle gange lysere med alderen, men de er for det meste meget mørkere end de skinnende hvide hvidhvaler.
Narhvaler har en lille pukkel i steder for en veldefineret rygfinne, mens hvidhvalen har en rygkam, der kan se ud som en række mørke små pukler. Narhvalens halefinne er ikke til at tage fejl af med sin konvekse bagkant.

Narhvalen gennem tiderne


Fortolkningen af narhvaler har gennem de sidste 400 år været af forskellig karakter!